Udskivningsdag

Det er lige før der er for meget service på drengen! Jeg blev vækket her til morgen af en inder, der absolut ville skifte sengetøjet på min seng - "What's the time?" spurgte jeg, "half past six, sir - you can sit here, sir" - nå, hvad pokker, han fik lov til at lægge nyt sengetøj på - og så kunne jeg jo lige så starte dagen med et bad.
Hernede starter dagen kl. 05:30, hvor man får serveret te og to små kiks - som i øvrigt hedder "Parle" og så står der "Marie" ovenover - den lægger bunden for dagen. Senere kl. 08:30 kommer selve morgenmaden - jeg ved ikke hvad indere normalt laver i mellemtiden, men hidtil har jeg bare mumlet lidt og sovet videre, den gik så ikke idag. Så kommer det ellers myldrende med indere op ad formiddagen. Først kommer en med en svaber til at tage det værste snavs fra gulvet - så kommer en med en moppe og vasker gulvet. En anden har jobbet med at udskifte en kande med drikkevand, som vi ikke drikker overhovedet, da det smager slemt af klor - men han kommer troligt op til flere gange i løbet af dagen. Så kommer der en der klarer badeværelset, efterfølgende af en der afhenter vasketøjet. Så er det tid til at bakkerne med te og morgenmad afhentes - og barberen kigger lige forbi med "Shave, sir?", det tør jeg ikke efter at alt syd for navlen og nord for knæene fik en Full Monty. Så kommer avis manden med 2 engelsksprogede aviser, og de er alle meget smilende og har ihvertfald lært de to engelske gloser de altid afslutter med "Thank you, sir". Ind imellem, et par gange om dagen kommer der også en kontrollant, som tjekker om jeg har det godt "Any problems, sir - do you want anything, sir - just ring the bell". Det blev jeg forresten nødt til i går kl. 01 hvor jeg gik i seng, for min elektroniske space seng ville ikke makke ret - den ville intet overhovedet. Fra jeg ringede til der stod en mand gik der ... 20 sekunder - han trykkede på nogle knapper på siden af sengen, det havde han prøvet mange gange før, da strømmen ryger flere gange hver dag men kommer tilbage meget hurtigt igen.

Og nu er klokken kun 09:30 - der kommer mange indere endnu her på hospitalet, så det bliver lidt rart at få lidt privacy når vi tager ud på hotellet her i dag.

I går blev jeg så lige betatester på min ven Ole's nye investering - en Slingbox. Så nu kan jeg se Yousee's kanaler hernede - lige nu kører News i baggrunden, som gennemtæver det nye pointsystem for fremmedes adgang til vort lille land, men det er jo en helt anden historie. Men herligt at have dansk TV hernede og følge lidt med derhjemme.

Der er flere hernede der føler med mig, og forhører sig om mit velbefindende - men jeg har det såmænd udmærket, alligevel er det jo rørende, som vi er blevet en gruppe sammenholdt af vore fælles genvordigheder, og kærer os for hverandre. Det andet hold flyttede fra hotellet til os på hospitalet i går, og de var jo slemt spændte på at høre hvordan det gik. Den der foreløbig har fået mest ud af indgrebet er vores fibromyalgist - hun har det fået det brede smil på, men også vores nordjyde som har fået sine klaverfingre tilbage - hun afprøver hele tiden akkorderne foran sig og ser rigtig glad ud.

Jeg har lige bedt om at få en samtale med Dr. Gupta, vores lille kære interventionelle radiolog, eller endovaskulære neurokirurg - for at få et par manglende brikker sat på plads i puslespillet. Her skal man holde tungen i munden og spidse ørerne - han taler pænt engelsk, men det er jo inder-engelsk og det er vore europæiske ører ikke vant til at få ind i øresneglen.
Jeg vil lige sikre mig at jeg har opfattet alt korrekt - så jeg ved hvordan jeg skal forholde mig fremover, og om han nu er helt sikker i sin holdning angående mit vaskulære system.

Så, nu kom min diætist - hun kommer også hver eneste dag og spørger om jeg har nogle ønsker, for så vil hun da gøre alt for at opfylde mine ønsker. Gad vide hvad hun vil sige hvis jeg bad om "Steak, medium"- der vil hun nok komme til kort!
Ikke så snart er hun ude af døren for der kommer en ny for blot igen at tjekke mit velbefindende. Jeg viser ham min kørende TV2 News og forklarer ham hvad det er - og der kommer indslaget om fodboldkampen igår lige rullende - "Do you like football, sir?" spørger han. Jeg svarer at " I do, this game is our national footbal team against the Netherlands - and it ended nil-nil" - "Ahhhhh - pity, sir, pity" og efter lidt smalltalk lister han smilende afsted igen med et "Thank you, sir".

Var lige et smut ovre på en anden gang for at se lidt til en af de lidt hårdere ramte, som var totalt ødelagt igår - heldigvis havde han det bedre idag. Han har ikke kunnet bruge sin højre hånd, men nu er der kommet lidt mere liv i den - men ellers er der ikke rigtig sket noget endnu. Godt at se at han er kommet ovenpå igen - han var kommet ned på en overvågningsstue, hvor der lå en kvinde som hele tiden trykkede på service knappen, så til slut bad han om at få noget at sove på. Jeg må hellere tilbage til min gang, hvor jeg ligger helt alene, for jeg har en aftale med Dr. Vipul Gupta, som nægtede at operere mig.

Efter at have ventet et stykke tid dukker han op sammen med Lis, som har ligget op tænkt på mig i nat - hvortil jeg replicerede: "I am a happily married man", den fattede Gupta også.
Det jeg ville spørge ham om var selvfølgelig hvorvidt han er absolut sikker på at mit vaskulære system er mere skrøbeligt end hos andre, da jeg altid har forstået at der kun er problemer med aorta både den nedre og øvre del - men mest den øvre. Men han forklarede at det ikke kun specifikt var dette, men kunne sagtens gælde andre steder i systemet - og at derfor ikke ville foretage indgrebet her i Indien, da der jo er tale om en eksperimentel behandling. Men såfremt CCSVI blev anerkendt som behandling ville han i mit tilfælde kontakte vore hjemlige sundhedsmyndigheder for en yderligere undersøgelse.
Jeg pointerede også at min Marfan udelukkende er udmyntet i min højde, ellers har jeg ikke andre symptomer - om det måske også gjaldt for mit vaskulære system. Her svarede han, at han selvfølgelig ikke er ekspert på området, og derfor havde kontaktet kollega som er specialist på området - og han ville meget gerne få ham til at komme op til mig og svare på spørgsmål. Men da det jo egentlig ikke har et formål, så afslog jeg venligt.
Jeg sagde pænt farvel til Gupta, og han ønskede mig det bedste for fremtiden.

Det var så det, så er der frokost - kylling igen, vi får kylling både til frokost og aften, det bliver dejligt at komme på hotel, det sker senere i eftermiddag. Safemedtrip's general manager kommer forbi og spørger hvordan min tur har været, om der måske er noget de skal ændre - og han mener det virkeligt, det er meget forskelligt fra det hjemlige serviceniveau hernede.
Han har en lille inder dame med, som skal sørge for refunding, da jeg jo slet ikke skal betale det fulde beløb for en operation jeg ikke har fået - regner med at jeg skal have ca 20 k retur. Jeg spørger hende om det er i kontanter, og hun svarer bekræftende - og da det er i Indiske Rupee så joker jeg med at jeg ikke har plads i min bagage til så store beløb, hun griner og kan godt se det komiske i det - så de bliver overført elektronisk til min konto. Og sjovt nok, så stoler jeg fuldt ud på det!

Så finder hun en lille inder mand, der tager min kuffert og insisterer på at rulle mig ud også - men jeg fik ham til kun at tage kufferten, men det har de meget svært ved, også på hospitalet - og jeg vil allerhelst selv styre ræseren, for så kører jeg ikke nogen ned.
Ting tager tid, og det er derfor jeg sidder i min stol - er lige ved at tro det tog en halv time at få en taxa, men der er stadig 2 personer til at servicere mig - og jeg sætter mine hånder mod hinanden foran mit bryst og bøjer en smule forover og siger bye, bye til de 2 - her skulle jeg egentlig have sagt Pradem på indisk. Så går det over stok og sten igen med hylende horn og dinglende kvaster i vinduet:

Vi når frem til Conutry Inn, og venligheden fortsætter - de tror jeg ikke kan gå, men forklarer dem at det går fint over kortere distancer, så jeg får lov til at spadsere selv ind for at checke ind. Glemte at sige at mine medrejsende blev tilbage for at en afsluttende scanning for at se om der stadig ikke er refluks af blod tilbage til hjernen - håber for dem at det ikke måtte være tilfældet.

Det er meget lang tid siden jeg har været på rejse og hotelværelse - men dette er af den bedre af slagsen:

Så ruller man gardinet fra, og ser en helt anden side af dette samfund, hvor der er en kæmpeklæft fra rig til fattig. Udsigten fra mit vindue viser en lagerplads, hvor der ligger nogle rør som en lastbil henter nogle af i ny og næ - men pladsen er også hjem for mange familier, som består af nogle interimistiske huler (ikke bygninger) med sten på tagene for at holde det hele på plads:

Dette ses overalt i Delphi området, hvor mennesker lever under forhold som man ikke kan forestille sig. Der går køer rundt over det hele, ligesom en masse magre hunde gør det - ude på en græsplæne ved siden af hospitalet lå der et kuld hundehvalpe i en fordybning, hvor moderen kom og fodrede mellem forsøgene på at finde føde. Personalet var ved at slå græsset, men holdt afstand til hullet da moderen var der. Næste dag da den var væk slog de græsset omkring hvalpene for at undgå at forstyrre den - hvilket nok har rod i deres tro på genfødsel, det blev vi ihvertfald enige om.

Nu er dagen ved at være gået, og jeg er vel ved at være en habil blogger - hvis jeg selv skal sige det - der er ikke andre der har rost mit nye journalistiske tiltag.
Jeg er alene på hotellet, og orker ikke at gå ned i resturanten - så jeg bestiller en gang In Room Dining - håber det går uden at få en grim smag i munden over mine medmennesker der bor nede på lagerpladsen.
Måske skal vi slutte dagen med et Gandhi citat - der er mange kloge at vælge imellem, men i lyset af min lille tur og mine bofæller i baggården kunne det være:

"Før du helbreder andre, må du helbrede dig selv"