Store undersøgelsesdag

Mandag den 15.11.2010

Min kære frue kørte mig til Skanderborg station – vi kom for sent op (af alle dage lige denne,  men vi nåede toget med afgang kl. 07:14 mod Kastrup Termnal 2. Min gamle unge Ry ven Michael slog følge fra Frederecia, og vi fik endnu engang vendt verdenssituationen – som vi gjorde på Ry Sclerosecenter i sin tid.

Det var meget hyggeligt og pludselig var vi ankommet til Kastrup, hvor vi mødte holdets andre 10 deltagere – det var lidt spændende at møde vildt fremmede folk, som vi havde lært at kende via MSForum.dk – men i sagens natur blot af navn. Vi faldt med det samme godt i spænd – det skyldes nok vor fælles følgesvend, og det faktum at vi alle har besluttet at tage turen til Medanta Hospital i Indien. Nogle var mere medtaget af sclerosen end andre, nogle havde hjælper med – men ellers hjalp vi hinanden efter bedste evne.

Vi boardede til Helsinki flyet, og halvanden time er udholdeligt for en MS krop, så vi landede alle i et stykke i Helsinki, hvor vi skulle slå 4 timer ihjel. Dette skete over en bid brød og snakken gik – og det viste sig at der også er en kvinde ramt af fibromyalgi, her kom jeg med det samme til at tænke på en nær bekendt – så hvis hun melder positivt, så er kender jeg en der skal hæve en smule usselt mammon i banken!
De 4 timer gik usandsynlig hurtigt, og det var lige før der var nogle der for sent til boarding – vi er jo ikke så vant til at færdes i lufthavne – det tager forholdsvis længere tid at manøvrere rundt på 2 hjul i stedet for 2 ben. På et tidspunkt kom der nogle mærkelige lyde fra Michael – så han overtog min kørestol, og jeg fik lidt motion, hvilket beskriver sammenhørigheden på disse brave Indiens farere på bedste vis.

Turen til Indien gik ikke hurtigt – jeg kan ikke sove i et fly på økonomiklasse, med de lange vedhæng jeg slæber rundt på, så der blev lige brændt lidt lydbog af – en biografi af Dalai Lama, velvalgt emne på disse himmelstrøg.
Vi landede i New Delphi Airport kl. 06:30, og sikket et menneskemylder, selv på dette tidspunkt. Men alt var forberedt og Indernes velvillighed viste sig på alle måder, vi blev kørt uden om told og hele molevitten, direkte til bagageudlevering – og derefter transittet i kørestole til ventende taxier. Jeg har hørt om fænpmenet taxi i Indien – men troede at folk overdrev, hvilket jeg så ikke fik bekræftet! Turen fra lufthavnen til Medanta Hospital foregik med umådeholden brug af hornet, gennem et virak jeg aldrig har set mage – jeg selv havde hakket bremserne i indenfor de første 2 minutter! Jeg tror ikke at der findes en bil i New Delphi uden buler – det skulle da lige være de der står funklende nye hos forhandlerne.

Vi mødte for første gang Lis, det kære menneske – og fik bekræftet at hun snakker lige så meget som det er tilfældet i en telefon. Vi blev indkvarteret på vore værelser, udmærkede airconditionerede en-mands værelser, med en supersonisk seng – heldigvis for mig kunne sengegærdet tages af, så her ligner det såmænd dansk standard. Lige bortset fra at vi alle går i hospitalstøj – one-size – så jeg ville ikke lige tage et selvportræt, selv nogle af de ansatte unge hernede har den frækhed at grine lidt af mig?
Og så fik vi morgenmad, hernede spiser de cornflakes med varm mælk – det skal man lige vænne sig til.

Den første dag er så ved at være gået med at en forfærdelig masse søde og utroligt hjælpsomme indere har stået på pinde for os. Heriblandt 2 neurologer, som hver især fik hele min MS historie – og selvfølgelig bossen der skal stå for operationen; Dr. Vipal Gupta, en yderst behagelig person.
Ellers har jeg fået taget blodprøver, lagt drop, blevet Doppler scannet, har været igennem godt  en time i det larmende MRI rør og blevet testet for kognitive problemer. Jeg sagde til den lille inderlæge, at hun endelig ikke måtte afsløre resultatet for min arbejdsgiver, for det kunne jo i værste fald udmunde i en fyring på gråt papir.

Klokken er omkring 20 hernede, og jeg er temmelig træt, da jeg praktisk talt ikke har sovet siden jeg stod op søndag morgen kl 05:45.
MRI scanningen er lige kommet ind på mit bord, og jeg smugkiggede i Doppler scanningen, hvor der stod nogle kragetæer som sagde noget med Jugular stenosis, og da jeg var nede til MRI scanning og sad og ventede kom Dr. Vipul Gupta forbi og meddelte mig at han tager mig i morgen tirsdag eftermiddag, hvis der ikke kommer emergency operationer.

Så nu kommer de og henter mig til en omgang X-ray – der sker noget her. Og hvad møder mig nede ved X-ray: en meget und knægt med Marfan – så vi kigger lidt på hinanden, og han griner over hele fjæset og ”You are not from India, but we look much alike”, og jeg svarer ”Yeah, my first thought was – he has Marfans Syndrome, and I could see that you had the same in mind”. Han var en meget sød knægt, og han var så glad for at møde en som ham selv – han fik mit værelsesnr, så det kan jo være han kigger forbi! Endelig en inder der kunne tale engelsk, så mine sprogører kan opfange signalerne.

Så nu er terningerne kastet – lad os se hvilke øjne de må vise, det er sågu en smule spændende det her!