Hermed sidste del i føjletonen - lidt forsinket, skulle lige sove ud.
Sidste blog er for søndag den 21 november.
Der er en hård dag i vente forude for os MS'ere - jeg er stået op kl 05:45, for at kunne nå den sidste pakning, udcheckning samt morgenmad inden vi skal med taxa til lufthavnen kl 07:30.
Taxa bussen, en gammel Bedford lignende tingest fra forrige århundrede, er kommet og paking af al bagage sker på taget. Selv min kørestol skilles ad og bliver som den sidste placeret på taget - håber at vi ikke taber den på vejen til lufthavnen.
Vi kom til lufthavnen uden at lide tab - dyttende og båttende som altid, det er lige før vi har vænnet os til måden de ter sig i trafikken, men dog ikke sådan at jeg på nogen måde ville turde at føre et motoriseret køretøj af nogen art, for slet ikke at nævne en rickshaw i trafik mylderet.
På vej mod international departure kommer vores indiske hjælper Prateek løbende hen til mig, og spørger om han kan låne min kørestol - "it's an emergency" siger han på sit indisk-engelske, og han får lov til at låne den og jeg finder et sted jeg kan hvile benene. Der går ikke lang tid før Prateek kommer tilbage med stolen, og siger tak for lån, men han fik ikke brug for den alligevel - og jeg fortsætter til afgangs hallen. Det tager lang tid, og vore kørestole må ikke bare komme igennem - de skal køres et andet sted hen for at blive scannet - sikkerheden er da i top må man sige. Ellers er vi ikke så heldige at køre uden om alt og alle, som på vejen herned - nu må vi bare stå/sidde i køen som alle andre - og boarder flyet til afgang 10:50 mod Helsinki, forventet flyvetid er 7 timer.
Bare jeg kunne sove fra det hele, men det har jeg aldrig kunnet når jeg har fløjet - måske fordi mine ben er sammenkrøllede, hvilket de slet ikke bryder sig om længere! Jeg har taget lydbøger med på mobilen, og sætter mig til at høre disse - og det tager fokus lidt væk fra benene. Heldigvis har jeg altid haft en yderplads, så jeg lige kan smide det ene ben ud på gangen.
Det er igen tid til at vælge mad, vegetable eller chicken, og efter en hel uge med kylling falder valget prompte på vegetar retten - og den er udmærket når vi taler fly catering. Tiden går og vi lander i Helsinki og har et par timer inden turen går til København - finder et sted hvor vi kan få en noget at spise, og alle uden undtagelse vælger luksus burger - en rigtig hjemmelavet en af slagsen - aldrig har en burger været så god! Afsted igen til boarding, 2 timer er ikke lang tid, og vi hjuler afsted til gaten.
Mit sæde er forrest i flyet - og en skarpsindig medrejsende spørger om jeg har noget imod at bytte plads med en af de der har det meget svært ved at bevæge sig - det har jeg selvfølgelig ikke, og jeg får en plads bagest i flyet. Her kommer jeg til at sidde sammen med ham der egentlig skulle have lånt min kørestol i Indira Ghandi lufthavnen - men ikke fik brug for den alligevel - og jeg får historien af ham. Han havde fået problemer med maven - det kender vi jo alle - og da han stod med sin stok udenfor skulle det bare være nu! Prateek fik da også fat i mig og lånte stolen, men imens stod min kære medrejsende med et mere og mere trængende problem, hvorfor han tog en hurtig beslutning - han stod op ad en meget lang blomsterkumme med en passende højde og efter af have lettet bukselinningen en smule, fik bagen fri og palceret sig strategisk klogt fik han lettet trykket! "Carsten, jeg kan godt sige dig, aldrig har jeg følt mig så lettet over at have løst et problem - kunne lige have forestillet mig at skulle finde et par nye bukser i kufferten, finde et egnet sted til tøjskift - det ville være worst case scenario!". Bagefter kan vi godt le ad det - men i situationen har det sgu ikke været morsomt.
Landing i Kastrup - hurtig afsked med alle, med kram og knus, man kommer tæt på hinanden på en uge, og i en særlig uforklarlig grad når man lider samme skæbne. Jeg har på forhånd bestilt plads på IC til Skanderborg - og de to frivillige hjælpere fra Sydfyn skal også med toget, så vi følges til Nyborg. Her kan vi lige nå at snakke lidt om de indtryk turen har givet, og jeg roser dem igen for deres opofrende rolle. De siger at denne tur bliver en rejse de aldrig nogensinde glemmer, der er mange indtryk som har indprentet sig på nethinden - og aldrig nogensinde vil forsvinde i glemselens tåger. Og jeg intet andet end at give dem ret - dette er en rejse for livet.
Da de står af i Nyborg falder jeg i snak med en ung mand der har været ovre at se en FCK kamp - eller rette hans 11-årige søn har været tilskuer, han ligger på sædet og er forlængst gået hånd i hånd med Ole Lukøje til søvnens blide land. Det viser sig at han er af samme proffession som jeg, og så er det jo nemt at snakke - han programmerer meget i Java, og jeg bliver simpelthen nødt til at vise ham mit Whist program til Android - specielt fordi han har en Iphone liggende på bordet!
En pige får vindues pladsen ved siden af mig - blot jeg kan få yderpladsen med mulighed for benstrækning. Den unge mand har også hørt brudstykker af Indien samtalen, og kan huske at han har hørt noget om CCSVI i TV, så jeg må lige oplyse lidt mere om hvad teorien egentlig går ud på - selvom jeg ikke fik proceduren i Indien. De forstår ikke rigtig hvorfor man ikke kan gøre dette i Danmark. "Næste station, Skanderborg" lyder det i højtaleren, og jeg siger pænt tak for selskabet - fruen er så venlig at hente mig i Skanderborg, og hun står klar på stationen. Nu er der kun en halv time inden vi er hjemme.
Hundene er fuldstændig overskruede da de ser mig, og det tager nogen tid at få dem talt til ro - og så er rejsen slut, desværre med uforrettet sag.
Hovedet når næsten ikke hovedpuden før jeg sover - og jeg skal helt sikkert ikke på arbejde i morgen, der skal soves igennem!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar